Links til artikler

Her kan du se et udvalg af reportager, tekster og artikler. Hvis du scroller længere ned på siden, kan du se nogle af teksterne i deres fulde længde.

Ud&Se

Tag med til Abu Dhabi og mød ørkenens smukkeste kamler. Historien er skrevet og fotograferet for magasinet Ud&Se. Den begynder sådan her:

»Når beduinernes efterkommere mødes til festival i Abu Dhabis ørken, er det robotterne, der rider kamelerne. Landet er så rigt, at firhjulstrukne luksusbiler og højhuse for længst har erstattet det traditionelle beduinliv. Men Al Dhafra-festivalen løber kamelerne stadig om kap og beundres for deres skønhed, som de er blevet det i århundreder.«

Rejsereportage fra Abu Dhabis ørken Rejsereportage for Ud&Se med tekst og foto af Lasse Lundberg Andreasen Rejsereportage med tekst og foto af Lasse Lundberg Andreasen

 

Uniavisen

Politiken

  • Reportage om varmetræning kan læses her
  • En lille artikel om det danske sprog vs. engelsk her.
  • Og her er en analyse af de danske partiers manglende brug af søgemaskineoptimering.

Information

Vice

Magasinet Udvikling

  • Højere løn og hvid the. Sri Lankas theaarbejdere har ikke nemme vilkål. Et dansk firma tager opgøret med dårlige løn- og arbejdsvilkål. Læs artiklen på side 30.

Turkish Airline-magasinet SkyLife

Ræson

  • Her kan du læse en medieanalyse.
  • Og her er et interview med Anders Samuelsen.

Süddeutsche Zeitung (oversat til tysk af redaktionen)

  • Artikel om dokumentarfilmen Armadillo.

San Francisco Bay Guardian

  • Artikel om et amerikansk band og skandinavisk bornerthed.

Bøger

Når internettet har magten – om forsvundne og findbare offentlige hjemmesider

Jeg er forfatter til en bog om den offentlige sektor og internettet. Bogen er skrevet sammen med Thomas Høgenhaven. Læs mere om projektet på bogens hjemmeside. Til vores store glæde blev bogen godt modtaget. Her er et par anmeldelser:

Unboss

Tidligere Oticon-direktør, Lars Kolind og Wemind-stifter Jacob Bøtters skev bogen Unboss, som jeg er bidragyder til. Du kan læse mere her:

Eksempler på reportager

Ensomt job, god udsigt

Kranfører Torben M. Jørgensen er egentlig ikke så meget for højder.

Af LASSE LUNDBERG ANDREASEN
Det tager ca. fire minutter for den lille, spinkle, blå blikdåse at tilbagelægge de 90 meter op til endestationen. Elevatoren arbejder sig langsomt op ad kranens yderside, mens lyden af metal skramler faretruende.

»Det er ikke ligesom elevatoren på Hotel Hilton«, siger Torben M. Jørgensen, da vi er halvvejs oppe.

Kranens lille førerhus befinder sig 100 meter over jorden, så de sidste ti meter tilbagelægger vi via små stiger.

Torben M. Jørgensen fortæller, at ikke alle kranførere har samme vævre bygning som ham. Hvordan de så passerer gennem de smalle passager, står hen i det uvisse.
Torben M. Jørgensens kran står på byggepladsen ved Bella Centers hotelbyggeri på Amager, som forventes færdigt engang i 2011.

Mod nord ses Kronborg, og langt mod syd træder Møns hvide klint tydeligt frem. Oppe i disse luftlag er vinden noget stærkere end nede ved jordover-fladen, og man kan mærke, hvordan den leger med kranens luftige stålrørskonstruktion. »Man kan let forestille sig tusindvis af måder, man kan falde ud på«, siger kranføreren.

»Jeg er egentlig ikke så meget til højder, men efter et stykke tid vænner man sig til det«.

Det erfarede han første gang på boreplatformen i Nordsøen, hvor han arbejdede i ti år. Dengang så han verdens største kran, flydekranen Thialf.

»Den har vist nok 76 kilometer wire og kan løfte 14.500 ton. Det vil sige, den kunne løfte hele den rig, jeg arbejdede på. Det var sgu lige før, man blev flov over sin egen kran«.

Katten og hønen

Torben M. Jørgensen har sat sig til rette på sin plads, som ligner en solid kontorstol med et joystick på hvert armlæn. Med de to håndtag svinger han kranen rundt og styrer ‘ katten’ og ‘ hønen’. Katten kan føres frem og tilbage på kranens arm. Den består af trisser, som de tykke stålwirer kører igennem.
Katten bestemmer dermed, hvor på kranarmen hønen sænkes ned fra.

Hønen er så at sige wirens hånd, som sidder for enden af stålkablet. Radioen skratter. Det er Gert nede på jorden, som har gjort en kasse klar til at blive løftet. Gert er anhugger. Han sætter de ting frem, som Torben M. Jørgensen skal manøvrere hønen hen til. Oppe på taget af det ufærdige hotel står en anden anhugger og tager imod lasten.

Jobbet som kranfører handler først og fremmest om overblik og evnen til at være et par skridt foran de andre.

»Der er flere gange, hvor gutterne fortæller mig, at jeg skal dreje til højre, men det har jeg allerede gjort nogle sekunder forinden«, fortæller Torben M. Jørgensen.

Selv om han sidder højt hævet over sjakket på jorden, kan han efterhånden kende dem på deres gang.

»Dernede går Gert«, siger han og udpeger en neonklædt prik.

Så løfter han stille de knap ti ton op langs siden af bygningen. På displayet i førerhuset kan han se, præcis hvad det vejer. Kranen bøjer forover på grund af vægten og svajer tilbage, når elementet er på plads.

»Det er bedst, hvis man ikke har tendens til søsyge i det her job«, siger Torben M. Jørgensen.

»En gang tabte jeg seks ton – der fik jeg sgu en ordentlig gyngetur«.

Det kan være et lidt ensomt job at være kranfører. Torben M. Jørgensen kommer måske ned én gang i løbet af dagen. Resten af tiden sidder han i sit lille hus.

»En dag var vejret så dårligt, at sjakket gik hjem, men det sagde de ikke noget om til mig. De havde glemt, at jeg sad heroppe«.

Han kan godt savne fællesskabet fra riggen i Nordsøen, for, som han siger, på en byggeplads er kranførerne ikke rigtigt en del af hierarkiet.
bagsiden@pol.dk

Reportage til Uniavisen om daværende uddannelsesminister Esben Lunde Larsen

De gode, de onde og dem fra Stauning

MINISTEREN – Esben Lunde Larsen kommer fra en lille by ved Ringkøbing Fjord. Ifølge et gammelt mundheld er der noget ganske særligt ved folk fra egnen. Uniavisen er taget til Stauning for at komme tættere på vores minister.
Lasse Lundberg Andreasen

Vest for Herning ligger Stauning. Det er en lille by ved bredden af Ringkøbing Fjord, hvor vestenvinden krænger træerne mod øst. Højspændingsledninger, kirketårnet og vindmøller dominerer i horisonten. Her er Lars Løkkes uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen vokset op.

Hans ministerudnævnelse indvarslede en valgperiode med den højst uddannede minister for området i nyere tid. Få havde regnet med, at ministeren med den teologiske ph.d.-grad, der talte om dannelse og samfundssind i sine tiltrædelsesinterview, godt et halvt år senere ville give universiteterne den værste sparekniv på finansloven nogensinde.

Esben Lunde Larsen fører loyalt regeringens politik ud i livet. Han er en af de mest omtalte ministre i Lars Løkkes administration, men Esben Lunde Larsen har et udtalt ønske om at værne om privatlivet. Da Uniavisen interviewede den nytiltrådte minister i sommer, var det under betingelse af, at vi ikke stillede personlige spørgsmål. Andre medier har måttet tage til takke med den samme klausul.

»Man kommer ikke tæt på Esben Lunde Larsen,« konstaterer en tidligere redaktør fra Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Uniavisen gør dog forsøget alligevel. Vi kørte de cirka 340 kilometer til Esben Lunde Larsens hjemstavn i et forsøg på at komme lidt tættere på manden, der er universitetets minister, og som helst vil holde politiker og privatperson adskilt.
Kirken i centrum

De fleste bygninger i Stauning ligger i udkanten af byen. Stauning er dannet omkring hovedgaden, som hedder Kirkebyvej. På begge sider af Kirkebyvej ligger bebyggelse, som støder op til marker og natur. Omtrent midt på hovedgaden ligger Stauning kirke.
Man behøver ikke læse mange artikler om Esben Lunde Larsen for at forstå, at kirken og den kristne tro altid har spillet en stor rolle i hans liv. I den brede offentlighed var Esben Lunde Larsens entre på mediedagsordnen i høj grad hjulpet på vej af hans udtalelser til Jyllands-Posten om troen på en skabende Gud.

Debatten rasede i ugevis: Hvordan kunne en minister for videnskab og forskning samtidig bekende sig til bibelens ord og ånd? Kritikken var højlydt fra religionshistorikerne Mikael Rothstein og Jens-André Herbener i Weekendavisen efter den nytiltrådte ministers første udtalelser.

»Det er lidt usædvanligt, at en religiøs stiller op til et valg. De plejer at nøjes med menighedsrådene« – Jørgen Baungaard, tidl. Redaktør på Dagbladet Ringkøbing Skjern
Pladsen foran Stauning kirke er tom denne onsdag formiddag. Den hvidkalkede kirke med sine små jernkors på siderne ligger på en lille forhøjning omgivet af gravpladser. Gravene er rammet grønt ind af de klassiske miniaturehække. Her ligger Esben Lunde Larsens bedstefar begravet. Han var tidligere sognerådsformand for Stauning kirke.

Et portræt af Esben Lunde Larsen i Dagbladet Politiken har overskriften »Fra Bibelbæltet til Slotsholmen«. Titlen indikerer at folk på denne egn har en særlig stærk tilknytning til den kristne tro, men det er unuanceret, mener Jørgen Baungaard. Han er pensioneret redaktør på Dagbladet Ringkøbing Skjern og bor lidt nede ad vejen med udsyn til kirken.

»Det er ikke byer, der er indremissionske. Stauning er ikke en udpræget kristen by. Det er slægter, der er indremissionske, og Esben Lunde Larsens slægt er indremissionsk,« siger han.
Indtil 2002 var Stauning kirke også Lunde Larsen-familiens kirke. Det blev der lavet om på efter en sag, som flere steder betegnes som den værste præstestrid i årtier. Kort fortalt gik sagen ud på, at Esben Lunde Larsen, hans far samt en lille gruppe af kirkegængere fandt præstens skilsmisser uforenelige med præstegerningen. Gruppen af kritikere ville ikke lade deres børn konfirmere af præsten, og det blev blandt andet foreslået, at Esben Lunde Larsen kunne overtage sognets konfirmandundervisning, indtil sagen var afgjort. Det blev dog ikke godkendt, da Esben Lunde Larsen kun var stud.theol. på det tidspunkt.

I en ofte citeret passage fra et læserbrev skriver Esben Lunde Larsen, at han ikke længere vil komme i kirken:

»Hvis Stauningpræsten tog Bibelens ord alvorligt for eksempel angående ægteskabet, hvor der jo tydeligt står, at ægteskabet er indtil døden jer skiller, så ville han have forstået sin menigheds kvaler ved ham som forbillede og have sagt sin stilling op, så menighedens liv fortsat kunne varetages til alles bedste. Men det ønskede præsten ikke, med henvisning til at præstens liv i præstegården ikke vedrører menigheden.«
Passagen viser ret præcist hvordan Esben Lunde Larsen læser bibelen. Eller rettere: læste bibelen. Direkte adspurgt i Politikens portræt fra sidste år, svarer Esben Lunde Larsen i en mail, at han ikke længere synes, skilsmisse er uforeneligt med præstegerningen.
Men læserbrevet giver også indtryk af en person, for hvem fællesskabet spiller en helt afgørende rolle. Det er ikke kun Esben Lunde Larsen og hans meningsfæller, som føler sig stødt på deres bibelsyn. I hans optik er det hele menigheden, der lider.

Foto af Stauning Kirke fotograferet som en del af reportagen om Esben Lunde Larsens hjemstavn. Foto af Lasse Lundberg Andreasen. reportage, Journalistik, freelance, tekster, artikler

Stauning har cirka 790 faste beboere. Byen ligger i centralt placeret i Skjern kommune, få hundrede meter fra Ringkøbing Fjord og med Skjern Å som grænse mod syd. Naturen kan blandt andet opleves på de mange stier, som er lavet i tilknytning til fjorden. Foto: Lasse Lundberg Andreasen

Sogn såvel som vælgerkreds
Fokus på det stærke fællesskab i såvel sognet som vælgerkredsen er et tema, der går igen i Esben Lunde Larsens virke. Herfra sender man kandidater i folketinget med et stærkt mandat og med en tilsvarende forventning om, at loyaliteten forbliver i det vestjyske.
I stuen hos Jørgen Baungaard uddyber den tidligere redaktør, hvordan Lunde Larsen blev valgt i kredsen med 10.000 personlige stemmer:
»Her holder man sammen. Man ville have en mand i folketinget, som var fra området. Det handler om lokale interesser.«
Kunne det være hvem som helst?

»En anden venstremand kunne have opnået samme resultat. Esben var en ung og uprøvet mand, så man synes nok, han skulle have chancen. Men der er opbakning til den lokale kandidat, for ellers ryger mandatet til Holstebro eller Herning. Der har været tradition for, at man valgte en lokal.«

Han er måske også bevidst om, hvad det betyder at være lokal?

»Ja, det er meget vigtigt. Han deltager også, når der er forskellige aktiviteter i området.«

Det stærke lokale mandat kommer fx til udtryk i den forventning, de lokale borgere og politikere har til deres mand på Christiansborg. I en portrætartikel om Esben Lunde Larsen i Dagbladet Ringkøbing Skjern siger tidligere amtsrådsmedlem og stauningbo Harry Jensen:

»Jeg har altid brugt Esben, hvis der var noget, jeg skulle have videre i folketinget, og der har jeg vidst, at han kunnet give mig de rette forbindelser.«

Det er tilsyneladende også en forventning, Esben Lunde Larsen vil arbejde for at indfri. Han siger fx i et interview med Dagbladet Ringkøbing Skjern, umiddelbart efter han er tiltrådt som minister:

»Jeg er minister for hele Danmark, men hjertet er i Vestjylland. Som minister er min indflydelse 100 gange større end som folketingsmedlem (…) Det håber jeg, at man vil kunne mærke i det vestjyske.«

En driftig familie
»Esben er vokset op på familiens gård, som ligger tæt ved Stauning Lufthavn. Da Esben var en ung knægt, var der en flyveopvisning ved lufthavnen. Esben havde regnet ud, at udsigten til opvisningen var meget bedre fra familiens grund. Han besluttede at sælge adgangsbilletter, så man kunne se opvisningen fra grunden omkring gården. Han kommer fra en meget driftig familie.«
Sådan fortæller Søren Christensen, chefredaktør på Bornholms Tidende i en anekdote. Han og Esben har været venner siden dengang Esben Lunde Larsen var viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune fra 2006.
»Det siges, at drengebørn i Stauning i stedet for dåbsattesten får et jagttegn« – Stauning.dk

Den driftige familie blev inddraget i en af de adskillige sager, Esben Lunde Larsen blev hvirvlet ind i dette efterår. På et transportudvalgsmøde om vindmøller i nærheden af Stauning Lufthavn talte han for at få en ’teknisk løsning’ igennem. En løsning, som vel at mærke ville betyde, at hans familie og han selv stod til at høste en økonomisk gevinst, da familien ejer den jord, møllerne skulle rejses på.

»Det er lidt amatøragtigt, når politikere går ud og agerer på familiens vegne,« siger en anonym kilde, der har sin daglige gang på Christiansborg til Uniavisen:

»Mange politikere gør selvfølgelig en masse for at varetage interesser for egnen, hvor de er valgt. Men det er meget sjældent, at man ser, politikere på den måde tage deres egen families sag op.«

At familien betyder meget for Esben Lunde Larsen, er der ikke tvivl om.
»Han er et menneske som værner om familien,« siger vennen Søren Christensen:

»Han er meget loyal mod det område, han kommer fra. Han er rigtig god til at komme hjem, og han mødes med sit bagland. Selv om han er kommet i en magtfuld position, glemmer han ikke sine venner, hvor han kommer fra, eller de folk, som han har haft noget at gøre med i sin vej mod toppen.«

Men de sager som har været med til at definere hans første halvår som minister har for en stor dels vedkommende været sager, han sikkert helst havde været foruden. Denne formiddag i Stauning bemærker en person, som ikke vil have sit navn nævnt i Uniavisen, at det er underligt, hvordan Ekstra Bladet hele tiden er i stand til at grave nye historier frem om Esben Lunde Larsen.

Gæstfri Dagli´Brugs
Går man et par hundrede meter væk fra kirken dukker Dagli’Brugsen op på venstre hånd. Det er en af de eneste butikker, som er åben på denne råkolde januardag. I jagten på læ og en kaffeautomat ender vi her. Til alt held har gæstfriheden gode kår i Stauning.
»Vi har godt nok ingen kaffeautomat, men du kan godt få en kop alligevel,« lyder det fra en af de ansatte. Hun forsvinder ud i et personalerum og returnerer med en dampende kop kaffe.
»Sådan er vi også i Stauning,« smiler hun.
Ingen af de brugsansatte kender Esben personligt. Han er i øvrigt flyttet til Hvide Sande, hvor han nu må købe sin økologiske skyr fra Thise, som – ifølge hans Facebookside – er god morgenmad efter en ti kilometers løbetur.

Jagten på stauninggåsen
På Stauning byportal, stauning.dk, står der om byen: »Det siges, at drengebørn i Stauning i stedet for dåbsattesten får et jagttegn …«
Og jagt er en meget yndet fritidsaktivitet, lyder det fra en ansat på Ringkøbing Museum, som Uniavisen har ringet op. Det er tilsyneladende også egnens jagttraditioner, som har givet anledning til mundheldet »Der er de gode, de onde, og så er der dem fra Stauning.«
Det udtryk kender Jørgen Baungaard godt. Han uddyber:

»Før i tiden tog man måske lidt mere lempeligt på regler og så videre. Der var meget højt til loftet.«
Da Dagbladet Ringkøbing Skjern portrætterede Esben Lunde Larsen efter hans ministertiltrædelse var det under overskriften »Esbenland«. Her lyder forklaringen på mundheldet:

»… Herude skulle man klare sig selv (…) Når myndighederne og naturfredningsforeningerne har fået for gode idéer, så springer trolden op af æsken. De skal ikke komme udefra med sandheder, som strider mod praktisk erfaring, har parolen været. Og hvis de ikke vil makke ret, så tages sagen i egen hånd.«

Som et eksempel på at stauningboerne kan tage sagen i egen hånd, når myndighederne kommer for godt i gang, nævner museumsinspektøren begrebet »stauninggæs.« Den hvide svane har i mange år været fredet og må derfor ikke jages. Men for fattigfolk, påpeger museumsinspektøren, har svanen alligevel været et fristende bytte. Så man valgte simpelthen at omdøbe byttedyret fra svane til stauninggås. Gåsen er som bekendt ikke fredet.

Museumsinspektøren hedder i øvrigt Per Lunde Lauridsen og er Esben Lunde Larsens fætter. Han kan desuden fortælle, at Esben Lunde Larsen har deltaget i jagter som klapper (en person, hvis rolle det er at få vildtet ud af gemmestederne, red.), men det vides ikke, om ministeren har jagttegn.

Esben Lunde Larsen er ikke sær
I Politikens portræt af Esben Lunde Larsen har flere anonyme kilder betegnet ministeren som »lidt sær«. Hvad der har givet anledning til dette mærkat, er dog ikke tydeligt.
I Stauning vinder beskrivelsen heller ikke genklang hos Jørgen Baungaard, der har mødt Esben Lunde Larsen masser af gange, da han dækkede det lokalpolitiske område:

»Han var utroligt vidende og velformuleret, og så var han en mand med sine meningers mod. Han var også temmelig religiøs som mange andre herude. Men det er lidt usædvanligt, at en religiøs stiller op til et valg. De plejer at nøjes med menighedsrådene.«
Følte du, at du kom lidt ind på livet af Esben Lunde Larsen dengang?

»Nej, man kommer ikke ind på livet af Esben. Man bliver ligesom holdt på en meters afstand. Han er meget privat.«

Hvorfor tror du, han er så privat?
»Jeg tør ikke sige det, men jeg ved, at da Dagbladet Ringkøbing Skjern ville dække folketingsvalget, hvor han stillede op for første gang, spurgte, om de måtte komme hjem og følge ham på valgaftenen, svarede han nej. Men jeg kan ikke sige hvorfor. Normalt siger politikerne jo ’kom ind!’.«

Han er også blevet kaldt sær. Er du enig i den karakteristik?

»Nej, han var altid så korrekt. Der er ikke noget der stikker ud. Han er måske lidt kedelig, hvis man skal sige noget. Man kan ikke forestille sig den mand skeje ud, for han er meget kontrolleret. Når du ser ham, smiler han venligt, men er lidt tilbageholdende. Det er nok typisk for folk på egnen. Når han åbner munden, finder man jo ud af, at han er vidende. Men hans fremtoning er nok lidt kejtet.«

Søren Christensen kan heller ikke genkende, at Esben Lunde Larsen skulle være sær. Tilbage i København fortæller han i telefonen om venskabet med Esben Lunde Larsen:
»Esben er en mand, jeg stoler 110 procent på. Og han er der for sine venner. Han er en meget loyal type. Han er sådan en, som husker folks fødselsdage.«

Politisk enspænder
Esben Lunde Larsen er flere gange blevet sammenlignet med venstrenotabiliteten Bertel Haarder. Deres minister-ressort og interessen i Grundtvig overlapper – og så er de begge ivrige festsangskrivere.
Tys tys-kilden med den daglige gang på Christiansborg beskriver Esben Lunde Larsen som lidt af en letvægter og outsider i regeringen. Men samtidig er han en meget interessant venstrepolitiker, blandt andet fordi han har kunnet modstå de mange sager i pressen.

»Det er noget, som imponerer især Lars Løkke meget,« siger kilden.

Bertel Haarder kan godt få øje på fællesstræk mellem sig og Esben Lunde Larsen:
»Vi har det tilfælles, at vi ikke tilhører en særlig fløj. Han er sig selv. Måske er han også, som jeg, lidt af en enspænder.«

Hvad betyder det?
»Han gør sit arbejde godt og samvittighedsfuldt, men at sidde med en lille flok og drikke bajere og være enige om at støtte hinanden, det er slet ikke ham. Det er heller ikke mig.«
I Politiken kaldes han sær. Er du enig i den karakteristik?

»Nej, han er en enspænder. Jeg synes, det er et bedre ord. Han har tilsyneladende ikke brug for en fanklub eller klike. Jeg tror ikke, han er en udpræget netværkstype, og det kan jeg godt lide,« siger Bertel Haarder.

I Stauning er det blevet eftermiddag, og vintersolen er ved at gå ned. Der er tomt på parkeringspladsen foran kirken.

»Et sted med højt til loftet, hvor alle kender hinanden,« sagde Jørgen Baungaard tidligere på dagen. Måske har han ret. Alle Uniavisen har talt med i løbet af dagen, kender i alt fald Esben Lunde Larsen.
Op til folketingsvalget i 2011 blev der uploadet en video på Youtube med titlen Esben Lunde Larsen – Hvem er jeg. I den fortæller Esben, at han spiller tennis, løber og deltager i kulturelle aktiviteter. Og så fortæller han om Stauning.

»Jeg er født og opvokset her. Jeg er landmandssøn. Og det er herfra min verden går.«

Esben Lunde Larsen har ikke ønsket at medvirke i denne artikel.

Reportage til Politiken om træning i høje temperaturer

Af Lasse Lundberg Andreasen
Seks centre alene hos Fitness World tilbyder træning i kogende varme lokaler.

»Luk lige døren«, lyder det i en venlig, men bestemt tone inde fra HeatWave-salen.

Vi befinder os i et kælderlokale under Fitness World på Søborg Hovedgade. Her sikrer infrarøde varmepaneler i loftet, at temperaturen konstant er på 37 grader. Og den gode varme skal helst ikke slippe ud, lader vores holdkammerat os forstå.
Politiken har meldt sig til en heatwave-power-time for på egen krop at opleve, hvad varmen gør ved kroppen, når træningen foregår i et rum opvarmet til den menneskelige legemstemperatur.

Fire centre på Sjælland og et i hhv. Aarhus og Odense tilbyder det samme, og flere er på vej. Det samme melder andre fitnesskæder om, og yogacentre har i en del år tilbudt yoga i varme.
»Den intensive varme giver dig mulighed for at arbejde mere effektivt med smidighed og mobilitet. Når man så tilsætter elementer, som forbedrer din kernestyrke, så giver det nogle gode resultater«, siger Morten Andersen, der er holdansvarlig i Fitness World.

Morten Andersen mener, at holdene er relevante for alle, der vil øge deres præstationsevne.

Cykelrytteren, som vil forbedre sin position på cyklen, eller crosstraining-udøveren, der vil forbedre sin løfteteknik via bedre mobilitet.

Smutter ned bagi

Iført shorts og undertrøje lister jeg barfodet mod en plads bagest i lokalet. Mit påskud er, at jeg herfra bedre kan danne mig et indtryk af mine medtrænenes oplevelser af den, allerede nu, insisterende varme. Men sandheden er lige så meget, at tanken om, at et helt heatwave-power-hold får udsigt til mine lidelser, gør bageste række attraktiv. 

En håndsoprækning viser, at vi er mange debutanter. Instruktør Pernille Stryger Olsen indleder med at minde os om, at selv om varmen provokerer os, skal vi ikke gøre det til en konkurrence:

»Hvis det bliver for varmt, eller du får dårligt, skal du sætte dig op. Ikke noget med at lægge sig ned – det vil gøre det værre. Tag også vand en gang imellem. Men prøv at lade være med at gå ud«.

Et hurtigt kig rundt i lokalet afslører, at de infrarøde stråler allerede har dekoreret små svedperler på de fleste ansigter, og fotografen, som går rundt i jeans, strømpesokker og T-shirt, ser ud, som om han går en lang time i møde.
Læs også: Ny fitness vender rutiner på hovedet

Accepter varmen
»Det er mit nye drug«, siger Pia Rose Thorstensson på 55 år, som har bredt sit håndklæde ud på måtten på min højre side. Det er hendes anden gang på power-holdet, men hun har tidligere prøvet yogahold i opvarmede lokaler. 

»Det handler meget om at acceptere varmen og fortælle dig selv, at du godt kan holde den ud. Første gang var det næsten ubehageligt, men du lærer at håndtere den lidt efter lidt«, siger hun. 

I takt med, at Pernille Stryger Olsen sætter os i gang med mere styrkeprægede øvelser, begynder varmen for alvor at blive en modspiller.

I holdbeskrivelsen står der, at varmen blandt andet gør det muligt at komme ind i nogle dybere stræk, men den fordel betales med en høj pris. Varmen fra de loftshængte paneler føles tør, mens alt omkring mig er vådt. Jeg må opgive at tage noter på min blok, da svedpletterne kun lader små øer af tørt papir tilbage. 

Med Rage Against The Machines tunge riff som lydtæppe kommanderer Pernille Stryger Olsen os i gang med armbøjninger og squats:

»Husk nu at smile«, siger hun i det lyserøde head-set, mens jeg sagte roser mig selv for at have plads bagest i lokalet.

For alle aldre

På min venstre side ligger sveddryppende Tom Typp Nielsen. Den 51-årige flytekniker er egentlig gået forkert.
LÆS OGSÅ »Jeg troede faktisk, jeg var kommet til Hatha Yoga«, afslører han. Den T-shirt, han bar i begyndelsen, er røget af, og der er snart ikke noget tilbage i vandflasken ved hans side. »Jeg har drukket to liter«, siger han.



I spejlet, som fylder hele den ene væg, har jeg fået øje på et ur. Vi er gået ind i sidste kvarter af timen. Øvelsernes intensitet er faldet drastisk og består nu af forskellige stræk, men underligt nok er det langt den mest ubehagelige del.

Varmen er ubarmhjertig, og det føles, som om kroppen har opgivet at blive nedkølet. Hver gang fotografen går ud af lokalet, kommer der en lille kile af kold luft ind, som jeg i tankerne takker ham inderligt for. Men varmen er blevet lidt for meget. Jeg følger Pernille Stryger Olsens råd, sætter mig op og tager et par slurke 37 grader varmt vand. 

Endelig bliver døren ud til frisk ilt og den svalende, kølige formiddagstemperatur åbnet. Timen er forbi. 

»Var det o.k.? Jeg så godt, at du kiggede ret meget op på uret til sidst«, bemærker Pernille Stryger Olsen kækt. 

»Der er altid en lidt særlig stemning efter sådan en time«, siger hun.

Den holdning deler Tom Typp Nielsen: 

»Folk står og snakker sammen, efter timen er færdig. Vi har ligesom delt en særlig oplevelse«.

Bragt i Politiken 30. april 2014